Dr. Johannes Ude (1874-1965) var professor i katolsk moralteologi, doktor i filosofi, i retsvidenskab, i nationaløkonomi og i medicin.

Han forelæste med baggrund i det kristne budskab, det glade budskab, sådan som det også i dag taler til det moderne menneske og kan være retningsgivende. Hele sit lange liv igennem kæmpede Johannes Ude for de socialt svageste og dyrene.

Johannes Ude’s budskab taler lige så stærkt til os nu, som dengang han levede og docerede i de videnskaber, der var hans område.

Det er dejligt at vide, at VIDENSKAB absolut ikke betyder, at videnskabsfolkene kan være så saglige, så nøgterne, at det kun er det, der kan måles og vejes i et laboratorium, der gælder og tæller. Og det er netop den medicinske forsknings største fare, at den undlader at se ud over det, som kan indeholdes i naturhistorie. Netop på området lægevidenskab kan man ikke se bort fra nogle andre faktorer.

Og lige her fristes jeg til at bringe et lille uddrag fra medicinhistorikeren Hans Ruesch’s berømte bog MORD PÅ USKYLDIGE (min oversættelse fra Slaughter of the Innocent), side 266: "Moralloven, hvis eksistens vivisektionisterne benægter, fordi de ikke kan reproducere den i et laboratorium og langt mindre kan fatte den intuitivt, er aktiv på mange måder, hvoraf de fleste er subtile. At tro, at de forbrydelser, som mennesker i de pseudovidenskabelige laboratorier begår mod dyr, kan forblive ustraffede, er ikke blot et tegn på åndelig indskrænkethed, men på dårskab. Barnet, der kommer debilt, misdannet til verden eller dør af kræft, fordi moderen har indtaget et beroligende middel eller et skadeligt hormon. - præparater, der efter grusomme dyreforsøg er blevet erklæret uskadelige -, dette barn betaler for de af andre begåede forbrydelser."

 Nu vil vi se, hvad dr. Johannes Ude har at sige om vivisektion: 

"Den videnskab, som skolemedicinen er, den videnskab, der på et erhvervsmæssigt grundlag skal tage sig af befolkningens sundhed, har svigtet. Skolemedicinen hævder nemlig, at vivisektion er nødvendig "i videnskabens navn" og "i den lidende menneskeheds interesse".

Men hvad der er det allermest sørgelige er, at vivisektion også fra højere og højeste sted i vore kristne kirker og af kirkens moralteologer bliver forsvaret.

Vivisektorernes laboratorier er - jeg vover at sige det udfra den dybeste medlidenhed med de arme dyr - i mine øjne en virkelig kulturskændsel, som hele den stakkels tilbagestående menneskehed må bære.

Man tier overfor alle disse uhørte grusomheder, sådan som de foregår vedvarende, og sådan som de begås imod millioner og atter millioner af uskyldige dyr "i den lidende menneskeheds interesse".

Hvad skal jeg nu som menneske og som overbevist kristen særligt sige til vivisektionens forbrydelser? - Her er min bekendelse:

 HVIS Gud havde givet mennesket frihed til at udvide sin videnskabelige indsigt ved anvendelse af de mest utrolige og raffinerede torturmetoder, som sadistiske hjerner har udfundet, hvis Gud, den gode og kærlige Gud, der er selve kærligheden, hvis denne gud virkelig havde givet læger og professorer tilladelse til i den lidende menneskeheds interesse at underkaste de umælende skabninger vivisektionens rædsler, da måtte jeg virkelig tvivle på denne guds kærlighed og barmhjertighed. Nej, en gud, der kan tænkes at være indforstået med vivisektionen, ville ikke i mine øjne være en kærlighedens gud. Overfor en sådan gud måtte jeg jo kun føle en lammende skræk og uafvendelig frygt. Hvis vivisektion kunne være tilladt efter kristelige anskuelser, så måtte jeg vende kristendommen ryggen. - Dog, Gud ske lov og tak; Kristi lære, Kristi rent og rigtigt forståede lære, læren om kærlighed, som vi alle skal og bør udøve overfor alle skabninger, den lære brændemærker vivisektion som utilbørlig, som utilladelig, som synd.

Den, der har studeret kapitlet vivisektion/dyreforsøg grundigt - og jeg har selv læst medicin gennem otte semestre - vil give mig ret, når jeg siger: Vivisektoren (dyreeksperimentatoren) er enten moralsk meget tilbagestående, et sygeligt anlagt menneske, eller, om normalt anlagt, en fuldendt forbryder. I første tilfælde bør han være indlagt på sindsygehospitalet, i andet tilfælde bør han være i tugthuset.

Fra prædikestolene i de kristne kirker hører man næppe nok et ord til fordømmelse af vivisektionens forbrydelser. År ind og år ud høres ejheller bare et ord vedrørende blot et enkelt af de mange andre problemer indenfor dyrebeskyttelse, ord, der ville kunne opfordre til en stillingtagen."

 ***

Hvad angår Danmark, har der været og er der nogle få præster, der har taget til orde. De har i deres prædikener og i medierne understreget, at Kristi kærlighed sandelig også omfatter vore medskabninger dyrene. Thi også de har jo modtaget livets ånde af al skabningens herre, har de ikke? - Altså er vi skyldige at værne om alle levende væsener, og så vidt det står i vor magt at sørge for, at de kan leve deres liv efter deres natur.

Johannes Ude er omtalt side 202 og 205 i MORD PÅ USKYLDIGE (Kapitlet: "Umenneskeliggørelse").